Alt om bağlama og saz
- divan sazı
- bozuk
- üç telli (trestrenget)
- on iki telli (tolvstrenget)
- çöğür
- kopuz
- cura
- tambura med flere, afhængigt af størrelse, byggestil og region.
Bağlama- og saz-familien findes i mange størrelser. Navne som meydan sazı, divan sazı, çöğür, bozuk, cura og iki telli bruges i forskellige klassifikationer, men grænserne mellem typerne er ikke helt ens hos alle musikere og instrumentmagere.
- Meydan sazı: En stor og dybt klingende model, som i nogle traditioner bygges med 12 strenge. Betegnelser for de tykkeste basstrenge varierer. På grund af instrumentets store krop og lange hals er typen mindre almindelig i dag.
- Divan sazı: En stor bağlama med fyldig basklang, ofte med ni strenge i tre kor. Nogle klassifikationer skelner tydeligt mellem meydan og divan sazı, mens andre bruger navnene mere overlappende.
- Çöğür eller bağlama: En udbredt mellemstor type. Mange moderne modeller har syv strenge fordelt i tre kor, men både strengetal, kor og antal flytbare bånd varierer. "Kort-" og "langhalset bağlama" beskriver halslængde og bruges ikke altid som synonymer for én bestemt historisk type.
- Bozuk: Navnet kan betegne en regional bağlamatype, en stemning eller en beslægtet langhalset lut. Den har forbindelser til instrumentkulturer omkring Det Ægæiske Hav og Middelhavet, men er ikke identisk med den græske bouzouki.
- Cura: Et af de mindste og lysest klingende medlemmer af bağlama-familien. Tambura er normalt større og dybere, mens divan sazı ligger endnu længere nede i registeret. Strengetal og den præcise forskel i oktaver varierer mellem modeller.
- İki telli: En mindre langhalset lut med to strenge eller strengekor, afhængigt af lokal brug af navnet. Instrumentet findes i anatolske traditioner, men er mindre udbredt end moderne bağlama.
- Kopuz: Navnet bruges om flere ældre centralasiatiske og anatolske instrumenter og omtales ofte som en vigtig forløber i bağlama-familiens historie. Udviklingen var dog ikke én enkel linje. Ordet bağlama blev almindeligt i skriftlige kilder i den osmanniske periode, men dateringen diskuteres.
Bağlamaens opbygning
En bağlama har tre hoveddele:
- kroppen eller skålen (tekne)
- klangdækket (göğüs)
- halsen (sap).
Bağlama spilles ofte med et plekter, kaldet tezene eller mızrap, traditionelt af kirsebærbark og i dag ofte af plast. I flere regionale teknikker spilles den med fingrene uden plekter; en vigtig fælles betegnelse er şelpe.
Mange bağlamaer har tre strengekor med to eller tre strenge i hvert kor.
Korene kan stemmes på forskellige måder. Tonebetegnelser kan skrives relativt eller transponeret og varierer efter instrumentets størrelse, sangerens leje og lokal praksis; derfor bør én række af tonenavne ikke behandles som universel.
Blandt de kendte stemninger findes:
- Bağlama düzeni
- Müstezat düzeni
- Misket düzeni
- Bozuk düzen
Hvordan vedligeholder man en bağlama?
Hold bağlamaen væk fra høj luftfugtighed, meget tør luft, direkte sol, radiatorer og hurtige temperaturskift. Tør strengene af med en ren, tør og blød klud efter spil. Brug ikke alkohol, husholdningskemikalier eller en våd klud på lak og træ, medmindre instrumentmageren udtrykkeligt har godkendt det til den konkrete finish.
Opbevar instrumentet på et stabilt stativ, et sikkert vægbeslag eller i et tørt etui med korrekt pasform. Lad det ikke læne usikret mod en væg. Et godt etui beskytter mod slag og hurtige klimaændringer; problemet er fugt i etuiet, ikke etuiet i sig selv. Ved længere opbevaring bør du ikke løsne alle strenge kraftigt uden faglig vejledning, da bağlamaens bro normalt er bevægelig, og en brat ændring i spænding kan flytte den. Kontrollér i stedet instrumentet jævnligt, og spørg en instrumentmager, hvis klima eller opbevaring kræver en særlig justering.
Bağlamaerne i vores butik er håndbyggede modeller fra forskellige instrumentmagere og prisklasser. Hvis du vil købe en bağlama, der passer til dig, kan du besøge vores butik i Istanbul eller se onlinekataloget. Kontrollér altid den konkrete models mål, stemning, materialer og strengeopsætning.
Skriv en kommentar